Arkivside 2

Danske telefonselskaber kunne have meget mere loyale kunder

Efter at have kigget ud over de danske grænser efter en iPhone er det gået op for mig, hvor stort et potentiale danske telefonselskaber har for at gøre deres kunder langt mere loyale, end de er i dag. Og, lad os bare indrømme det, der er meget lille grund til loyalitet i dag, når faste kunder straffes ved at finansiere billigere telefoner til nye kunder og behandles som malkekvæg uden adgang til græs.

I dag konkurrerer telefonselskaberne næsten udelukkende på lav pris. Det kan måske kapre nye kunder, men det er sjældent nok til at skabe loyalitet — ikke mindst når det er forskelligt, hvem der kan tilbyde den laveste pris. Der er dog andet, der kan skabe loyalitet. For mange handler det om, at man oplever, at selskabet gider investere i relationen til een selv som kunde.

Danske teleselskaber bruger hellere penge på “branding” end på at skabe kunderelationer. Skal jeg give et eksempel på et enormt spild af potentiale, så er det Telia i forbindelse med lanceringen af iPhone i Danmark. Telia har sandsynligvis valgt at satse på at blive den danske forhandler af iPhone, fordi det har en stor brand-effekt for dem. Desværre har se overset, at kunder, som er interesseret i iPhone, også er interesserede i at samtale om den. På nettet. Meget.

Super. Hvad gør Telia? Før lanceringen kunne man deltage i en konkurrence, hvor præmien var retten til at købe en telefon. Hurra! Efter lanceringen informerer Telia blot om priser og abonnementer foruden at henvise til Apple’s egne sider om telefonen. Ikke det mindste forsøg på — eller interesse i — at indgå i de samtaler, der er om iPhone på nettet. Under “spørgsmål og svar” kan du få lov til at sende en mail til Telia, der måske svarer dig.

Hvis vi lige kigger over kanalen til England, så se hvordan O2 håndterer situationen. Før lanceringen var der en side med grundig beskrivelse af, hvor mange telefoner, man kunne regne med, at der ville være i butikkerne, og hvor ofte der ville komme nye. O2 har også et kundeforum. Et rigtigt et, hvor kunder frit kan samtale, bitche over O2 og hjælpe hinanden, og hvor O2’s specialister gerne bidrager. Der er massiv trafik i de to sektioner for iPhone, og en enkel posting om ringetoner har været vist omkring 30.000 gange.

Jeg mener, at de danske teleselskaber kunne lære noget af O2 her, og det er i virkeligheden ret enkelt. Der kræves:

  • Lysten til at samtale med kunderne
  • Lidt ressourcer til at indgå i samtalerne
  • Et forum-system (O2 bruger phpBB, der er gratis og open source).

Udbyttet er:

  • Gladere kunder, fordi de får løst deres problemer
  • Mindre forbrugt tid i support, fordi kunderne hjælper hinanden
  • Mere synlig tilstedeværelse på nettet (SEO), fordi andre linker til gode postings hos O2
  • Mere loyale kunder, fordi de dels får løst problemerne og dels fordi de oplever, at deres teleselskab gider dem (som vi sagde i Århus).

Telia ville ikke sælge flere iPhones, fordi de er i den heldige (for dem) situation, at de har monopol på salget herhjemme, men de ville afgjort kunne holde på flere kunder efterfølgende. Personligt skal jeg have låst min iPhone op, så snart jeg får den, og videre til en af Telias konkurrenter, hvor jeg lægger min penge for tiden.

At få blogget

Trine-Maria har netop skrevet om ikke at have tid nok til at blogge, fordi man bare har for mange andre ting at gøre. Jeg kender det kun alt for godt, og det frygtelige er, at jeg netop har en slide i min taske, hvor jeg forklarer kunder og andre, hvordan de overkommer den forhindring. Mine råd lyder:

  • Blog kortere. En sætning med en henvisning til noget interessant, du har fundet på nettet, kan være tilstrækkelig.
  • Lad være med at skrive din blogposting i Word eller lignende. Programmer med flere funktioner tager længere tid at bruge, og så er risikoen for at blive afbrudt, før du er færdig, højere.
  • Brug gerne et offline-værktøj som ecto til at blogge. Så kan du ikke bruge undskyldningen om, at du ikke var online, til ikke at få blogget.
  • Afsæt en halv time på et fast tidspunkt en gang om ugen til at blogge.
  • Genbrug! Har du en præsentation, noget video eller nogle billeder, så smid bare det på. Det er også meget “konsumérbart” for dine læsere.

Nåmen, så er det jo bare at implementere.

Video af foredrag om sociale medier

Indslaget er en 73 minutters optagelse af et foredrag om “netværk med sociale medier” for it-forum midtjylland 15. april 2008 — filmet af Mads Haukrogh og redigeret og forberedt til Internettet af Ib Potter.

Du kan også hente videoen i højere kvalitet til iTunes på http://novamediakurser.blip.tv/rss/itunes/

Og jeg ville ønske, at jeg ikke havde indledt med et “øh…”. Og og bare lige for at undgå forvirring: Jeg siger, at jeg associeret med Wemind. Det var jeg dengang. Nu arbejder jeg sammen med Social Square.

Sæbebobler på Reboot

Ingen dotcom-bobler her. Kun autentiske sæbebobler.

Jeg tager ingen billeder fra Reboot i år

Dette år tager jeg ingen billeder fra Reboot (men det er der mange andre, der gør). Til gengæld slipper jeg små videostumper løs. Her kommer det første.

Mød Natasha fra Social Square, der forklarer den sociale figur.

Endnu et afsluttet projekt — Sort of Coal

Jeg har lige afsluttet endnu et projekt — denne gang en webbutik, der sælger rensende kul: Sort of Coal. Til shoppen har jeg brugt Shopify, og Quickpay er betalingssystem. Begge dele har været enormt nemt at sætte op. Shopify er omtrent lige så nemt at bruge som WordPress, og interfacet giver alvorlig arbejdsglæde.

En personlig kommentar om kulprodukterne. Jeg træner til Berlin Marathon 2008, og mine løbesko kommer bare til at udsende odeur mellem de mange ture. En pose kulgranulat hjælper overraskende godt.

Hold øje med denne sindssyge opstartsvirksomhed

LeaderLab er navnet for et af de mere ambitiøse projekter, jeg har set på det sidste. Det drives af Sofus Midtgaard, tidligere chef for strategisk udvikling i DR, og projektet er at udvikle værktøjer til ledelsesudvikling baseret på spil og personlighedstest.

Nogle virksomheders eksistensberettigelse er livsstil, mens andres er World Domination (tak til Karsten for sejt udtryk). LeaderLab hører til i den sidste kategori. Jeg er så heldig at være med i Sofus’ advisory board, men skulle en eller anden have et par millioner til at investere i en spændende idé, så er jeg sikker på, at Sofus er til at snakke med.

andreasjohannsen ♥ Social Square

Social Square logo

Jeg er netop flyttet ind hos Social Square i Baggesensgade, og vi skal fremover skabe små og store revolutioner sammen. Jeg har altid haft kæmpe respekt for folkene bag Social Square, så det glæder mig vildt at komme til at være en del af den organisation. I første omgang beholder jeg mit eget firma, men vi stræber efter at komme endnu tættere på hinanden.

Kom ind og sig hej. Det er en udfordring at finde i øjeblikket, og jeg gik selv to etager galt, men mon ikke vi også får styr på den slags ;-)

Virksomhederne ER allerede på Facebook

Denne artikel i Computerworld er en perfekt bekræftelse af, hvad jeg for tiden fortæller kunder, når vi taler om Facebook (og andre sociale netværkstjenester): Uanset om de har en virksomhedsstrategi eller ej, så ER de allerede på Facebook. Medarbejderne er der, og kunderne er der. Måske er investorerne der også, men det er lidt mere tvivlsomt ;-)
Jeg har et par gange under oplæg for eller samtaler med kunder hevet en browser frem, og søgt efter deres virksomhed på Facebook, og hver eneste gang er kunden blevet forbløffet over at finde sin egen virksomhed på nettet — typisk oprettet af en entusiastisk sjæl laaaaaangt nede i organisationshierarkiet. Kommunikationschefer hader den slags.

Endnu en præsentation om Social Software

I går var jeg i Vejle for at tale om social software, sociale medier og sociale netværk for Danmarks IT-Vejlederforening og Danmarks Skolebibliotekarer. Jeg talte om social software og sociale medier og fokuserede lidt på, det forskel der er i opfattelsen af nettet for os gamle og de unge/børnene, hvor vi er opdragede med, at nettet er et stort opslagsværk, mens ungerne grundlæggende ser det som et supersocialt medium.

Nåmen, her er præsentationen…