Moi der taler om, hvorfor sociale medier i virkeligheden ikke handler så meget om medier som om forretning. Social Business, anyone? — J. Boye-konferencen ’09.
Er du interesseret i e-handel, så byder efteråret (mindst) på to gode arrangementer om dette.
ITEK arrangerer en eBusiness-konference d. 18. september under temaet “Hvordan skaber investeringer i informations- og kommunikationsteknologi værdi i din virksomhed?”, og FDIH afholder en hel dags E-handelskonference d. 11. oktober.
Jeg havde, sammen med Klaus Silberbauer fra Creuna, den fornøjelse at stå for en lounge på e-handelsprisen sidste torsdag. Vores lounge handlede om, hvilken effekt sociale netværk — både uden for butikken og inde i butikken — ændrer vilkårene for e-handel. Dramatisk.
Min pointe var, at generationen efter os (og en god del af os selv) ser nettet som en social ting. Derfor er handel for dem også en social aktivitet. Virksomheder bør honore den forventning. Klaus’ pointe var, at mens de fleste netbutikker stadig bygges som butikker i vores fysiske verden med faste rammer, indgang, flow gennem butikken og til sidst check-out, så handler flere og flere kunder på helt andre præmisser. Købsbeslutningen træffes via et socialt netværk eksternt fra butikken, kunden ledes direkte til varen, og betaling foregår også via en ekstern tjeneste (fx Google Checkout). Butikken er altså reduceret til det sted, hvor man hiver et produkt ned fra en hylde. Indtil man som butiksejer vågner op og bliver en del af den nye digitale virkelighed.
Hov, og giv lige lyd om det holder med præsentation af slide som herover. Jeg plejer at linke til en PowerPoint eller PDF, men jeg tænkte, at jeg lige ville prøve Slideshare af.
Noget tyder på, at vi ikke kommer til at se den store revolution alligevel. Læs et uddrag af manifestet fra sitet:
Bredbåndsforbindelser er efterhånden blevet hver mands eje, mens digitaliseringen af tekst, billede, lyd og video for alvor har taget fart. I slipstrømmen på dette følger naturligt den endegyldige sammensmeltning af Internet, tv og telefoni, mens brugen af avancerede kommunikationsværktøjer og underholdningsteknologier vokser dag for dag.
Hvis det mest revolutionerende, arrangørerne kan få øje på i virkelighedens medielandskab, er, at forbrugernes båndbredde stiger, så tyder meget på, at vi ikke skal vente andet end flere og større Flash-kampagner med mere baggrundsmusik, interaktive animationer, konkurrencer og andet gøgl på nettet foreløbig. Konferencens site illustrerer på fantastisk vis, hvordan arrangørerne må tænke det nye medielandskab: En monoton folkemasse af medieforbrugere i bevægelse i samme retning. I nogle enkeltes hænder finder vi en Playstation-controller og i andres en iPod. Over dem hæver en knyttet næve sig med en… fjernbetjening.
Det er naturligvis interessant – og vigtigt – at båndbredden stiger, men der foregår en anden revolution et andet sted. Den foregår alle de steder, hvor rollen som medieforbrugere opløses i rollen som medproducent. Blogs, wikis, podcasts, sociale netværkstjenester og alle mulige andre steder, hvor der ikke længere er en dem-og-os-kommunikationsmodel men i stedet en samtale på kryds og tværs. Det ville være interessant, hvis konferencen kunne sætte mere fokus på denne revolution.