Du skriver, at grundlæggende er det ikke vanskeligt – vi er alle individer. Faktisk tror jeg, at en læser vil have den modsatte opfattelse af en blogger (eller kommentator, for den sags skyld), der skriver som repræsentant for en organisation: Det er først og fremmest organisationen, der taler. Jeg mener, at Guld4-pigernes speciale peger i nogenlunde samme retning.

…Med mindre bloggeren i sit indlæg teksligt markerer, at “her er det altså mig, der mener noget” (Som Louis Honore glimrende gør det her).

Og det skal man, som du selv skriver, have i baghovedet. Jeg tror heldigvis, at de fleste weblogpolitikker dækker denne problemstilling. I Patent- og Varemærkestyrelsen har vi også nogle guidelines for at kommentere på andre weblogs som repræsentant for styrelsen.

Jeg snakkede med en god ven om det at fungere som corporate blogger den anden dag, og det får mig til at tænke på, om der ikke er et vigtigt punkt 8. Ikke mindst hvis man arbejder som embedsmand (fx i DKPTO).

8. Det er sværere at blogge, når man ikke 100% repræsenterer sig selv. Altså, når man skriver en personlig blog er det enkelt. Man står ikke til ansvar for andre, når man skriver. Men når man pludselig skriver under et logo, hvem er det så præcist, der skriver. Hvor meget er det en selv, og hvor meget er det organisationen? Og når man går ud og skriver kommentarer på andres blogs med link tilbage til ens corporate blog, hvem kan så stilles til ansvar? En selvom som person eller den organisation, man repræsenterer? Grundlæggende er det jo ikke vanskeligt: Vi er alle mennesker, der handler som individer. Men bevidstheden (mere eller mindre udtalt) om, at der er et repræsentationsforhold, kan gøre det svært at blogge frit fra leveren.

Det var i hvert fald min oplevelse, da jeg gik fra at skrive om webkommunikation for mig selv til at gøre det for Synkron, som jeg arbejde for.

Vi kan tilføje til nr. 3, at det ikke kun gælder marketingfolk, men i lige så høj grad jurister og ingeniører – ja, i princippet vel alle korporate bloggere, der ikke på forhånd er bekendt med mediet (og måske endda også dem, der er, som du selv er inde på med dig selv som eksempel). For det kræver en særlig tone og ofte også en anden tilgang/”vinkling” at skrive blogindlæg, som nok for langt de fleste er væsentlig anderledes end resten af deres arbejdsrelaterede skriverier.

Og så er jeg også meget enig i nr. 6, som synes at være et evigt tilbagevendende problem. Særligt når nu man også står med nr. 7. Jeg tror dog altid der vil være oplevede benefits af en blog, men spørgsmålet er, hvordan man vurderer dem, da det ofte er mere uhåndgribelige størrelser og mavefornemmelser, og hvordan man sammenholder dem med de ressourcer, man bruger på at blogge.