Undskyld, men jeg genoptrykker her et indlæg, som jeg tidligere har haft på Synkrons weblog, som nu er taget offline. Indlægget er fra 23. juni 2006 og handler om, at corporate bloging ikke bare er lutter lagkage. Her kommer det.
Jeg talte d. 13. juni 2006 på ITB‘s morgenmøde om Corporate Blogging. Og her er min præsentation som PDF og som PPT.
Min pointe var, at Corporate Blogging ikke har været så nemt for os. Når man hører mange juble over mulighederne i Corporate Blogging, skal man huske, at det ikke er så ligetil, som mange blogfanatikere til tider gør det til.
Vores udfordringer var blandt andet:
- Det var svært at forklare pointen til direktøren. Mange direktører handler efter kommerciel logik, og her passer en blog dårligt ind. Desuden mangler mange direktører fortrolighed med den organisatoriske åbenhed, som en blog nødvendigvis medfører.
- Kollegerne og kunderne forstod det ikke. (Vi) bloggere har det med at tage for givet, at alle andre ved, hvad det drejer sig om, men mange blier forvirrede, når de støder på en blog hos en virksomhed. Den uformelle stil står i skarp kontrast til pressemeddelelser på samme site.
- Marketingfolk har svært ved at skrive til blogs. Marketingfolk har bare et andet sprog og skrivestil, som er så svær at aflægge sig. Det betyder, at de har svært ved at ramme den åbne og personlige stil, som bloggen kræver. De er også vante til at repræsentere et firma, et brand eller et produkt. Blogging kræver, at man repræsenterer sig selv.
- Jeg har selv svært ved at finde stilen, selvom jeg blogger for mig selv i anden sammenhæng. Sjovt nok har jeg selv fundet det svært at skrive en Corporate Weblog. Der er mange flere hensyn at tage, når det både skal være professionelt og samtidigt uformelt. Jeg tager gang på gang mig selv i at skrive corp-speak.
- Der er ikke kommet særligt mange kommentarer. Forudsætningen for en samtale er, at mindst to taler sammen. Hvis kun den ene taler, er det ikke længere en samtale. Derfor er kommentarer så vigtige.
- Det er svært at finde ressourcerne til at skrive en blog. Indrømmet, blogging er endnu en aktivitet, der skal findes tid til, og det tager tid at finde gode emner og formulere postings.
- Der er ikke sket mirakler – faktisk er vi i tvivl om det overhovedet har haft en effekt. Sagen er, at det er meget svært at måle effekten af en weblog
Tak for din re-post. Jeg vil, ud fra mine erfaringer fra vores arbejde i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg også selv er en af bloggerne, give dig ret i de punkter, du stiller op.
Vi kan tilføje til nr. 3, at det ikke kun gælder marketingfolk, men i lige så høj grad jurister og ingeniører – ja, i princippet vel alle korporate bloggere, der ikke på forhånd er bekendt med mediet (og måske endda også dem, der er, som du selv er inde på med dig selv som eksempel). For det kræver en særlig tone og ofte også en anden tilgang/”vinkling” at skrive blogindlæg, som nok for langt de fleste er væsentlig anderledes end resten af deres arbejdsrelaterede skriverier.
Og så er jeg også meget enig i nr. 6, som synes at være et evigt tilbagevendende problem. Særligt når nu man også står med nr. 7. Jeg tror dog altid der vil være oplevede benefits af en blog, men spørgsmålet er, hvordan man vurderer dem, da det ofte er mere uhåndgribelige størrelser og mavefornemmelser, og hvordan man sammenholder dem med de ressourcer, man bruger på at blogge.
En meget relevant post. Især når corporate blogs bliver beskrevet som en mirakelkur for en virksomheds PR og kundekontakt. Tak for repost
Tak for kommentarerne.
Jeg snakkede med en god ven om det at fungere som corporate blogger den anden dag, og det får mig til at tænke på, om der ikke er et vigtigt punkt 8. Ikke mindst hvis man arbejder som embedsmand (fx i DKPTO).
8. Det er sværere at blogge, når man ikke 100% repræsenterer sig selv. Altså, når man skriver en personlig blog er det enkelt. Man står ikke til ansvar for andre, når man skriver. Men når man pludselig skriver under et logo, hvem er det så præcist, der skriver. Hvor meget er det en selv, og hvor meget er det organisationen? Og når man går ud og skriver kommentarer på andres blogs med link tilbage til ens corporate blog, hvem kan så stilles til ansvar? En selvom som person eller den organisation, man repræsenterer? Grundlæggende er det jo ikke vanskeligt: Vi er alle mennesker, der handler som individer. Men bevidstheden (mere eller mindre udtalt) om, at der er et repræsentationsforhold, kan gøre det svært at blogge frit fra leveren.
Det var i hvert fald min oplevelse, da jeg gik fra at skrive om webkommunikation for mig selv til at gøre det for Synkron, som jeg arbejde for.
Det en rigtig god pointe – og en meget relevant problemstilling. Jeg mener at der er en grundlæggende forskel på, hvordan man blogger som privatperson og som “korporat person”.
Du skriver, at grundlæggende er det ikke vanskeligt – vi er alle individer. Faktisk tror jeg, at en læser vil have den modsatte opfattelse af en blogger (eller kommentator, for den sags skyld), der skriver som repræsentant for en organisation: Det er først og fremmest organisationen, der taler. Jeg mener, at Guld4-pigernes speciale peger i nogenlunde samme retning.
…Med mindre bloggeren i sit indlæg teksligt markerer, at “her er det altså mig, der mener noget” (Som Louis Honore glimrende gør det her).
Og det skal man, som du selv skriver, have i baghovedet. Jeg tror heldigvis, at de fleste weblogpolitikker dækker denne problemstilling. I Patent- og Varemærkestyrelsen har vi også nogle guidelines for at kommentere på andre weblogs som repræsentant for styrelsen.