Kort på nettet, deep-linking og ballade

Kennel Kaarup linkede til Krak for at vise kunder og interesserede, hvor man kan finde dem. Det er der mange, der gør, for det er en praktisk måde at vise ens geografiske placering. Desværre konflikter det med Kraks vilkår for at bruge deres site, da de ikke tillader deep-links (altså links til en side nede i deres site i modsætning til et link til deres forside). Krak har siden sendt en regning på 4.500 til ejeren af Kennel Kaarup fordi han linker til Krak. Jeg vil ikke her tage stilling til den juridiske side af sagen, men egentlig bare sige, at hvis Krak ikke ønsker trafik fra sites (private som kommercielle og hobbyvirksomheder som Kennel Kaarup), der til gengæld vil vise kort for deres besøgende – så findes der et fantastisk alternativ:

findvej.dk

Og hvis du generelt er interesseret i mulighederne for at bruge kort på dit site, så læs Steven Snedkers gode, og noget informationsrige, artikel om emnet her.

En sidepointe er: Selvom man måske har retten på sin side (og det er slet ikke sikkert, at Krak har det), så kan det godt have negativ effekt at tromle andre på nettet. Designeren bag kennel-sitet, Paul O’Flaherty, postede historien på sit site for to dage siden og placerede den på digg.com. Det sidste har afstedkommet massiv debat på digg.com og har spredt ordet på masser af blogs i Danmark og udlandet. Siden publicerede Trine-Maria en artikel om det på sin blog og sendte en mail ud til DONA’s mailing-liste, som hovedparten af Danmarks online-journalister abonnerer på. I dag har (foreløbig) Computerworld og Version2 brag historien, hvor mere debat nu ruller. Historien tages op af andre bloggere, og gad vide, om ikke andre nyhedsmedier også kommer til at bringe den. Sidepointen er: Nettets karmalov dikterer øjeblikkelig afregning. Selvom aviser smides ud, nyhedssites artikler kommer bag password efter et par uger, og vi glemmer TV-avisens indslag, når det næste program begynder, så husker Google, hvad der har været skrevet på blogs. Frygteligt godt. Se bare, hvad bloggere siger om Krak. Så alt imens historien spreder sig som en steppebrand, er Kraks reaktion overfor Computerworld’s journalist “- Jeg har ingen kommentarer, men vil gerne ringe tilbage senere, når jeg har mulighed for at give dig et ordentligt svar.” Spørgsmålet er, om det er nok.

1 Response to “Kort på nettet, deep-linking og ballade”


  • Stor respekt til Findvej.dk, men kan du hjælpe mig med at finde min bolig på Rued Langgaardsvej, som i en parantes bemærket er over 3 år gammel vej i Ørestad Nord?

    Grunden til at Findvej ikke er opdateret er, at det koster en krig at holde adresseinformationer i nærheden af virkelighedens verden, og da især i disse kommunalreformtider. ;o) Gratis data er som regel gamle data.

    Jeg tager ikke her stilling til den konkrete sag, men gør objektivt opmærksom på at træerne ikke vokser ind i himlen.

Leave a Reply