Jeg tror, de skal overlade det til andre. Altså, ha’ en til at lave oplæg til indlæg.

Det skal være deres blog, men andre må gøre fodarbejdet og forberede indholdet. Den første adnske politiker, der laver en læseværdig, relevant og opdateret blog vil score voldsomt på det.

Hvis man vil vide, hvilken standard, man skal overgå, kan man blot besøge Statsministeriets hjemmeside http://www.stm.dk og se hvad en forholdsvis stor informatonsafdeling formår at fremstille. Eller rettere, hvor lidt de tør publicere.

Men nu er der også forskel på at være (stats)minister og progressiv opadstigende politker.

Taleskrivere er bedst, når de ud fra en indsigt i dagligdagen hos f.eks. en minister, ud fra en briefing om hvad ministeren har på hjerte, forfatter et udkast til en tale. Hvorefter ministeren gør det til sin egen tale sammen med taleskriveren. Altså finpudser den sammen.
Den dårlige tale er den, en iøvrigt uinformeret, taleskriver laver til en minister, der så får den at se første gang 20 minutter før talen skal leveres.

At have en “blogmaster” der selv finder på og selv redigerer en blog (som f.eks. nogle kunstnere har et firma til at køre deres MySpace.com profil og kommunikere med tusindvis af fans), er ikke en gangbar løsning for en politiker. Der er ennda nylige eksempler på, hvor galt det kan gå, hvis man har en webmaster, der selv skriver artikler, som politikeren ikke ser.

Så politikeren må tage fuldt ansvar for blog’en, men andre skal bruge tid og energi på at fotografre, forfatte og komme med gennemarbejdede indspark.

Nogle ting kan bruges til både blog og pressemeddelelser, taler og kronikker.

Kommentarer må politikeren selv læse igennem og godkende. Og eventuelt besvare.

Laver man en kommentar på http://barbecuediguana.com får man som regel en mail fra Chris Weeks (hvis blog det er) med et hej osv. Det er en smart måde at gøre det på. Hvis jeg fik en mail fra *kendt fra TV* politikeren, efter at jeg havde postet på hans eller hendes blog … jamen, så er vi jo næsten i familie.

Hvor ville det være fedt at følge en travl politiker via en blog. Med tekst og foto.

En mulighed er selvfølgelig også at holde sig fra politik. At køre overflade med at “så var jeg der, og der var mange mennesker” og lommefilosofiske kommentarer til livet. Så er man på, uden at støbe kugler eller stille politiske budskaber til skue. http://www.asynkron.dk nævner jo for eksempel ikke et ord om, hvordan man laver en popup i et CMS-system eller hvordan man prisfastsætter et CMS-system til 8 sprog.

Så hvorfor skulle en politikers blog handle om hvor stor børnechecken skal være efter næste valg. Eller hvem der skal være statsminister. Eller om Ungdomshuset.

Så hellere om hvordan man får vinterdæk på en ministerbil, hvilke bodyguards der er de bedste, hvis tur det er til at hente børnene i dagplejen i denne uge. Eller problematikken omkring hvor der er billige bleer i denne uge.

Spørgsmålet er bare, hvordan man forklarer, at det er både anstrængelserne og tiden værd?

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at holde indlæg om sociale teknologier for ca. 20 folketingspolitikere. Det var spændende, inspirerende og meget lærerigt.

Der er ingen tvivl om, at også de ser et potentiale i at komme ud over rampen – uden filter. På en weblog.

Dér hvor jeg fornemmer at de ikke er så glade er hvor de oplever der ikke er nogen vej tilbage – at det er fuldstændigt forkert opfattet er så en helt anden sag.

De ved at det skrevne ord kan googles og de er alle hunderæde for, at det kan give bagslag.

Så hvis det er deres indstilling, hvordan kan man så forklare dem at potentialet og gevinsterne er større end risikoen for at man må fortælle at man er blevet klogere siden sidst?

Any suggestions?

Jeg forstår ikke, at hvis man brænder for nogle sager og har en computer, hvorfor man så ikke er i dialog med sine vælgere hele året rundt. Det er da simpel PR-logik, at man skal bygge loyalitet imens man har vælgerne for sig selv. Når valget udskrives, vælter det jo frem med meninger, valgplakater, tv-optrældener, etc.

Se på Nasar K – han bygger vælgertilslutning op hele året rundt.

John F. Kennedy kørte jo kampagne fem år i træk (!) op til hans nominering som præsidentkandidat. Derpå startede den rigtige kampagne. Men før det kørte han en uformel kampagne, der betød flyrejser til samtlige stater i USA og smertefulde vabler på hænderne af at trykke så mange hænder (true story). For ikke at nævne alle telefonsamtalerne og brevene, han og hans stab systematiosn bearbejde og fulgte op med. Jeg tror han ville have grebet blogging med kyshånd. Han havde jo så også noget på hjerte.
[Man kan læse om det i bogen "KENNDY" af Theodore C. Sorensen fra 1965. Får på biblioteket eller gennem antikvariat]